De libyske folkekomitéer bør være grundstenene i et nyt samfund, og ikke blot et overgangsfænomen

Interview med Mazen Kamalmaz

Det libyske folks kamp, som udgør en del af den oprørsbølge som spreder sig som en steppebrand i hele den arabiske verden, har taget en virkelig dramatisk drejning. Folket fortsætter og udvider kampen imod et regime, som er villigt til at bruge alle tænkelige midler for at fastholde magten. Gaddafi er, på trods af sin fortid som torn i øjet på USA, blevet en vigtig allieret i ‘krigen mod terror’. Det viste sig bl.a. ved USAs langsomme og klodsede reaktion, på de begivenheder som udfoldede sig i Libyen og ved EUs langsommelighed i forhold til at suspendere deres betragtelige våbenhandel med det libyske regime. Mens USA og de øvrige vestlige lande, for at pleje deres offentlige omdømme, forsøger at genskabe indtrykket af, at de ikke bryder sig om Gaddafi (efter årtiers venskabelige relationer), er man begyndt at tale om muligheden for en militær intervention, og amerikanske hangarskibe er blevet sendt til farvandet ud for den libyske kyst. Resultatet af en sådan beslutning vil, for at sige det mildt, være katastrofal. I mellemtiden forsøger USA og deres vestlige allierede at finde måder, hvorpå man kan forhindre at oprøret i Libyen og de arabiske masser udvikler sig i en egentlig revolutionær retning. Samtidig har de fokus på hvordan de bedst muligt sikrer at deres økonomiske og strategiske interesser bliver forsvaret i et post-Gaddafi scenarie. For bedre at forstå hvad der sker, har vi den 27. februar talt med vores ven og kammerat, den syriske anarkist Mazen Kamalmaz, som skriver på den revolutionære blog: http://www.ahewar.org/m.asp?i=1385


José Antonio Gutiérrez D.,
3. marts, 2011

[Italiano] [Castellano] [العربية ] [Français] [Català] [Polski] [Ελληνικά] [English] [Português]

---

1. Hvad er det egentlig der sker i Libyen og resten af den arabiske verden?

Det er en revolution. Efter at være blevet regeret af Gaddafis regime i 42 år, er masserne gået på gaden. Det kedelige er, at regimets brutale repression betød at revolutionen kun lykkedes i den østlige del af landet, som består af forskellige stammer fra de vestlige og centrale dele af Libyen. Regimets styrker kom sig hurtigt over overraskelseseffekten og slog med ekstrem brutalitet oprøret ned i hovedstaden Tripoli og resten af Libyen. Masserne forsøgte at gå på gaden igen sidste fredag, hvor der også var voldsomme protester i en række andre arabiske lande og byer, men de var ikke stærke nok til at besejre regimets styrker. Nu står de to magtfaktorer, folket og regimet, i en stilstandskrig hvor de begge forsøger at vinde initiativet igen.

Udover Libyen, har Yemen nu stået i flammer i ugevis. I Yemen er der masser af stammer og sekteriske minoriteter og derudover en konflikt mellem regeringen i nord og det marginaliserede syd, som kræver selvstændighed. Universitetsstuderende og gymnasieelever formåede med deres brændende ønske om frihed, og vilje til at ofre sig i denne kamp, at samle alle disse forskellige grupper omkring kampen for at fjerne diktaturet.

Sidste fredag kogte det også i Irak. Her gik tusindvis af unge irakere, med både sunni- og shia-baggrund (som for få år siden var på randen af borgerkrig med hinanden), på gaden i protest over den korrupte pro-amerikanske regering. Politiet brugte her de samme repressive midler som andre steder, hvilket resulterede i flere døde demonstranter.

Sultanatet Oman er nu også blandt de lande hvor masserne gør oprør. De unge er også der gået på gaden og kræver, ligesom alle andre steder, arbejde, mere frihed og anstændige livsvilkår.

2. Mange ser stadig Gaddafi som socialist og anti-imperialist… er han det?

Det er meget misvisende og baseret på en vrangforestilling som den autoritære venstrefløj har skabt for længe siden, og som stadig holdes i live. Dette skyldes bl.a. den genoplivning, som den autoritære venstrefløj har oplevet med personer som Chavez.

Vi må huske på at Gaddafi-regimets relationer, med de vigtigste vestlige stater, blev forbedret betragteligt efter 2003. Efter at den libyske diktator opgave sit atomprogram, erklærede den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, at ‘trin-for-trin normalisering’ var en god model til at skabe normale forbindelser mellem USA og en række tredje verdens lande. Herunder også dem som USA havde kategoriseret som slyngelstater. Dette banede vejen for at Berlusconi, Blair og Sarkozy kunne besøge Libyen og underskrive en handelsaftale på mange milliarder, som også inkluderede våbenhandel med vestlige virksomheder. Derefter troppede Gaddafi op til et G8-møde hvor han mødtes med Obama. Ligesom med Ben Ali og Mubarak, ignorerer de store kapitalistiske magter simpelthen Gaddafi-regimets overtrædelser af menneskerettighederne. Selv da Gaddafi erklærede sig for at være anti-imperialist, for mange år siden, var han intet andet end en hykler. Dette var blot et skjul for hans indblanding i banale terrorhandlinger, som aldrig havde til hensigt understøtte imperialismens ofre og deres politiske mål.

Vi er nødt til at skelne mellem det at være anti-amerikansk, anti-kapitalistisk og det at være ægte socialist. Der er masser af anti-amerikanere, der er ligeså autoritære og undertrykkende, som det fascistiske system af stater, global kapitalisme og pro-amerikanske regimer. Her må vi ikke glemme at der findes noget som hedder stalinisme. Gaddafi kom til magten da den arabiske nationalisme, med sin retoriske anti-imperialisme, var på sit højdepunkt og ledte de arabiske lande fra det ene nederlag til det andet i alle sine konfrontationer mod imperialismen og dens vigtigste regionale repræsentant Israel. Det sidste nederlag var i 2003 i Irak. Efter Egyptens, Syriens og Jordans nederlag til Israel i juni 1967 kom mange venstreorienterede til den konklusion, at det var regimernes udbyttende og undertrykkende natur, som var årsag til nederlaget. Året efter begyndte den egyptiske ungdom og de studerende deres demonstrationer, som havde en libertær karakter, imod Nasser-regimet. Faktum er, at Egypten under Nasser, Irak under Saddam og Syrien under Assad, alle var blot eksempler på bureaukratisk statskapitalisme, nemlig regimer der undertrykker og udbytter deres eget folk.

3. Hvad har USA og EU’s rolle været I denne krise…. det er velkendt at Gaddafi har været på god fod med begge den seneste tid…

Supermagterne, USA og Sovjetunionen, praktiserede begge et dobbeltspil under den kolde krig. Mens de var dybt involveret i at undertrykke folk inden for deres egne magtsfære, ”støttede” de folkets kamp for frihed i deres modparts magtsfære. På den ene side støttede Sovjetunionen det vietnamesiske folks kamp mod det amerikanske militærs indgriben og den Cubanske revolution, samt andre oprør i Sydamerika og steder i verden der var underkastet USA støttede diktaturer. På den anden side støttede USA og den kapitalistiske blok en bølge af opstande i Østeuropa, etc. Dette dobbeltspil udspiller sig stadig den dag i dag. USA er eksempelvis både parate og villige til at støtte opstande, som dem der har været i Iran den seneste tid, men de kunne aldrig finde på at støtte noget tilsvarende i Saudi-Arabien. I Irak hjalp Bush-administrationen Saddam Hussein til at generobre magten, efter hans nederlag i den første Golf Krig i 1991, da han stod over for en massiv folkelig opstand og kun havde kontrol med en brøkdel af Irak. De (Bush-administrationen, red), ønskede først at han blev væltet når omstændighederne var mere gunstige og der ikke var fare for at det ville svække USAs herredømme over regionen.

Men begivenhederne går deres gang, og dette nogle gange imod USAs vilje, som det var eksemplet med Egypten og Tunesien. På trods af den amerikanske administrations bestræbelser for at holde Ban Ali og Mubarak ved magten, lykkedes det masserne at forme en ny virkelighed, som amerikanerne nu forsøger at tilpasse sig. I Libyen er omstændighederne dog noget anderledes. USA opfører sig som et rovdyr i Libyen. Gaddafis regime er svækket og han er forhadt af sit eget folk, og vigtigst af alt er Libyen fuld af olie. Dette får landet til at ligne et stort og nemt bytte for USA. Denne fremfærd hjælper USA, den største beskytter af diktaturerne i vores verdensdel, til at fremtræde som en frihedskæmper der befrier en hjælpeløs nation fra sin blodtørstige diktator. Dette selvom USA indtil for nylig anså Gaddafi for at være en ny ven. Det negative aspekt ved at være et rovdyr er, at man ikke kan modstå et nemt bytte på trods af fortidens smertefulde erfaringer. Et meget vigtigt aspekt ved USAs eventuelle planer er, at ingen i dagens Libyen, hverken de revolterende masser eller den Libyske opposition i vesten, vil acceptere nogen som helst form for militær intervention.

Selvfølgelig ville en militær intervention være et slag mod den Libyske nations kamp. Ikke alene ville det skade dens uafhængige kamp for frihed, men det vil også true dens fremtid. Libyerne er tæt på at styrte regimet og generobre kontrollen med deres olie og deres liv. Jeg tror ikke at de, i hvert fald flertallet, er klar til at ofre hvad de indtil videre har vundet, for en let købt sejr der ikke er deres egen sejr.

4. hvad karakteriserer det civil-militære styre der blev udråbt i dag i Benghazi?

Der er som sådan stadig ikke nogen tydelige statslige institutioner i de befriede områder. Der er nogen som forsøger at installere deres eget elite-lederskab, men indtil videre uden held.

Fornyelig begyndte den amerikanske og pro-amerikanske presse at tale om at et midlertidigt råd i Benghazi ledet af en eks-minister fra Gaddafis kabinet, kun for at fremhæve dets positive holdning til en mulig amerikansk intervention. Udover dette såkaldt midlertidige råd har ingen styrke eller gruppe i de befriede områder accepteret eller opfordret til sådan en intervention.

5. Hvilken rolle har de libyske folkekomitéer haft? Er det masserne som skaber deres egne organer til direkte demokrati?

Faktisk så har disse komitéer været en del af enhver revolution overalt i den arabiske verden. Jeg mener at disse er gode eksempler på direkte demokrati. Alle de befriede områder bliver lige nu styret på denne måde. Det samme gjorde sig gældende efter at Ben Alis regime i Tunesien var styrtet, og efter at Mubarak gav sine sikkerhedsstyrker ordre til at åbne vejen for, at bøller kunne plyndre og intimidere de oprørske masser. Hvad der nu er nødvendigt, er at denne måde at leve på ikke kun gøres til midlertidig tiltag – Dette må være vores besked til masserne.

6. Monarkiets banner er blevet rejst… ser du en mulighed for en tilbagevenden til Idris gamle regime?

For at sige sandheden så kan hvad som helst ske. Jeg tror ikke at de revolterende libyere har nogen klar ide om af hvem og hvordan deres land skal styres, efter at det er lykkedes dem at omstyrte Gaddafi. De er nødt til at lære det på deres måde. Jeg tror at en tilbagevenden til det gamle monarki er ret usandsynligt, fordi de libyske masser vil have svært ved at acceptere at skulle underkaste sig et nyt regime. De har lært deres egen styrke at kende og dette kan ingen nemt tage fra dem igen.

7. Hvilke umiddelbare udsigter er der for dette oprør?

Det afhænger af mange ting. Kampen mod diktaturet er hverken overstået eller vundet. Men vi er nødt til at indse det kæmpe potentiale der er i oprøret. Revolutionens sejr vil gøre en kæmpe forskel i regionen. Vi må huske på, at den nye verdensorden både blev deklareret og implementeret her for første gang under Golf krisen i 1990-91. Sidenhen har denne region overtaget Sydamerikas rolle som Washingtons baggård. Når man tager med i betragtning hvad der allerede er sket i Tunesien og Egypten, bliver det klart at forandringerne vil være både dybe og vedvarende. Som altid er der to mulige udfald, enten at et nyt elitært regime kommer til magten eller at masserne, organiseret på basis af de folkelige komitéer, som de selv har skabt i kampens hede, former deres egen vej frem mod et virkelig frit samfund.