Oprør i Spanien

LS’ udsendte i Madrid rapporterer fra den besatte Puerta del Sol, hvor tusindvis af mennesker siden i søndags har protesteret imod den spanske regerings asociale krisepolitik og manglen på reelt demokrati. I de kommende dage vil vi følge situationen tæt og bringe øjenvidneberetninger fra begivenhederne i Spanien.

---

Oprør i Spanien

Nu har arbejderklassen i Spanien fået nok!

Arbejderklassen har i flere omgange været på barrikaderne for at stoppe den socialdemokratiske regerings reforma laboral (arbejdsreform) og reforma de las pensiones (pensionsreformen), først med en storstilet generalstrejke og siden med utallige demonstrationer og mindre protester. Disse bestræbelser har imidlertid været forgæves indtil nu. Men nu har arbejderklassens ungdom, som er hårdt plaget af arbejdsløshed fået nok af både regeringen og af de reformistiske fagforeninger, som ikke tager de arbejdsløses problemer alvorligt – fx er næsten halvdelen af unge under 25 arbejdsløse, og der er over fem millioner arbejdsløse i Spanien i alt. Under parolen ¡Toma la calle! (“Tag gaden!”) gik tusindvis af unge på gaden den 15. maj, og to dage senere indtog og besatte de unge – tydeligt inspirerede af de arabiske oprør – Madrids centrale plads, Puerta del Sol (og tilsvarende lejre er sprunget op i mere end 50 andre byer i Spanien, jf. BBC).

Hvis regeringens reformer og øvrige asociale tiltag får lov til at blive implementeret, vil det være en af arbejderklassens største nederlag i nyere tid. Derfor er vreden også vendt mod dem, der har taget beslutningerne, og dem, der har presset på for at få dem indført – den politiske elite og den herskende klasse. Det er gået op for mange, at parlamentarismen aldrig kan opfylde arbejderklassens håb og drømme: Det kan vi kun selv, og derfor lyder kampråbet: ¡No nos representan! (“De repræsenterer os ikke!”). Der er en udbredt forståelse af, at kampen må finde sted i gaderne, hvor vi kan repræsentere os selv, uden om politikere og de store reformistiske fagforeninger, som ikke varetager arbejderklassens interesser og slet ikke de arbejdsløses.

Bevægelsen bliver stærkere og mere radikal

Efter tre dage på pladsen står vi stærkere end nogensinde før, med større støtte og en konstant tilstedeværelse i gadebilledet og i medierne. De protesterende udgør dog på ingen måde en homogen gruppe. Der er anarkister, syndikalister, marxister og “demokrater” (på spansk kaldes reformister for “demokrater”) – såvel unge som gamle. Det er dog anarkistiske taktikker og idéer, der har den største gennemslagskraft, særligt idéer om direkte aktion og direkte demokrati. Bevægelsens formulerede mål er ikke direkte anarkistiske, men de repræsenterer et skridt i den rigtige retning, og der er mulighed for mere radikale udviklinger.

Bevægelsen på det seneste fået en stadig mere anti-parlamentarisk karakter, eftersom flere og flere indser, at den herskende klasse aldrig frivilligt vil opgive sin magt, men at det er nødvendigt at tage sagen i egen hånd og selv gennemføre de krav, der er blevet stillet – altså gennem direkte aktion! Denne anti-parlamentariske røst vokser dag for dag og bliver tydeligere og dermed sværere at overdøve med regeringspropaganda. Selv politiet holder afstand fra pladsen, da de ved, at de ikke er velkomne og at de højst sandsynligt ville ende med at blive omringet af vrede mennesker, der har fået nok af politiets og statens repression.

Som situationen er i øjeblikket, ser det ikke ud til, at magthaverne vil bøje sig for befolkningens krav, men det betyder blot, at kampen fortsætter, for ingen vil stille sig tilfredse, sålænge det stadig er arbejderklassen, der skal betale for den herskende klasses krise.

Fra og med i morgen (d. 20. maj) bliver det p.g.a. det forestående valg ulovligt at opholde sig på pladsen, og derfor er det meget spændende at se, hvordan situationen udvikler sig over det kommende døgn.

¡Viva la revolución Española!