user preferences

New Events

Grækenland / Tyrkiet / Cypern

no event posted in the last week

“Folket har fået nok!” — en anarkist udtaler sig om den græske krise

category grækenland / tyrkiet / cypern | workplace struggles | interview author Saturday May 22, 2010 23:36author by José Antonio Gutiérrez D. Report this post to the editors

Det følgende er et interview om den græske krise med Konstantinos Avramidis – en græker bosat i Irland, medlem af Workers Solidarity Movement og af postarbejdernes fagforening.
300_0___20_0_0_0_0_0_greek_1.jpg


1. Kan du forklare os baggrunden for den økonomiske krise i Grækenland?

Man er nødt til at begynde med den sidste regering, selv om de ikke er ansvarlige for det hele. Der var masser af penge, der forsvandt, skandaler, sorte huller … ikke at de var den første regering, der tyede til den slags korruption – husk bare på, at det var en socialdemokratisk regering, der meldte os ind i euro-zonen ved at manipulere med økonomien. Som sædvanlig er ingen blevet rigtig dømt eller retsforfulgt, men der var en del anholdelser sidste år. Hovedsagen var skovbrandene, fordi de brugte den afbrændte jord til udvikling, og det blev en stor skandale, idet det ikke skete af naturlige årsager. Og så var der unge Alex [Grigoropoulos], som blev dræbt af politiet, og sammenbruddet af verdens banker og deres påvirkning af den græske økonomi – det bidrog alt sammen til den sociale utilfredshed. Men ingen talte egentlig om indenrigsøkonomien: regeringens folk snød med tallene, de skjulte information, og situationen var langt værre, end de fortalte offentligheden.

Såvel borgerlige som socialdemokrater vidste, at situationen var ret dårlig, men landet stod over for et valg i oktober. Socialdemokraterne vidste, at landet var i særdeles dårlig fatning og at de ikke havde råd til at udbetale pensioner og lønninger, så vi var dybest set bankerot. IMF og Verdensbanken var villige til at give os penge, men ikke uden at få noget igen, forstås. De nyvalgte socialdemokrater blev valgt på løfter om en økonomisk reform væk fra neoliberalismen – de lovede at satse på offentlige og sociale områder osv. Folk gik i fælden. De opstillede et 100-dages-program, som det alt sammen skulle indføres inden for. De lovede, at de ville bekæmpe korruption, men intet af det, som de lovede, kom nogensinde til at ske, for der var ingen penge! Og det indrømmede de aldrig, selv om de vidste det på forhånd – det drejede sig kun om valgløfter. Så vendte de sig mod EU for at spørge om et lån. EU, der blev anført af Frankrig og Tyskland, var ikke villige til at låne dem penge, så de sagde, at de i stedet ville få pengene fra IMF. Grækenland var det første land inden for EU, der lånte penge fra IMF, så det har konsekvenser for hele EU.

2. Hvor dårlige var betingelserne for lånet?

Efter at IMF havde givet den første sum penge, bad de om en række reformer – såsom nedskæringer i udgifter til offentlig service og på overførselsindkomster. Så derfor skar de drastisk på bonusser og lønninger, således at arbejdere mister ca. 30% af gennemsnitsindtægten. Overførselsindkomster blev også skåret med op mod 30%, så folk, der havde fået kredit til huse, biler og tilsvarende ting, begynder at miste dem.

Den anden betingelse var, at regeringen skulle nedbringe lønninger for arbejdere i den private sektor væsentligt, selv om de i forvejen var på røven. Så konsekvensen blev, at vi for første gang i 36 år har en generalstrejke, hvor 300.000 demonstrerede alene i Athen. I denne måned har vi en generalstrejke mere – i morgen, faktisk – så i løbet af to måneder har vi to generalstrejker; noget der aldrig før er sket i nyere tid. For tiden ser man husmødre gå på gaderne med gryder og pander – helt almindelige mennesker har ikke råd til at tjene til livets ophold. Det er ikke bare venstrefløjen, der går på gaden.

En anden udvikling, man ser, er en massiv udvandring, så folk flytter til Tyskland, Frankrig osv. Det har man ikke set i mange år.

3. Hvad er strejkens egentlige styrke og hvad kan den opnå?

Demonstrationer og strejker kan ærligt talt ikke opnå meget mere nu. Nu er det tid til at organisere omfattende arbejdsnedlæggelser og besættelser … målet må være at vælte regeringen. De bliver nødt til at afholde en folkeafstemning om hele sagen med EU og IMF, og så må vi få gang i en massiv genopbyggelse af den offentlige sektor og i at bekæmpe korruption på alle niveauer, begyndende med toppen. Problemet ligger på de højeste niveauer; fx blev det for to dage siden afsløret, at turistministerens mand – en meget berømt musiker – skyldte 5,5 millioner euro til skattevæsenet. Hun trådte ganske vist tilbage, men de forsøgte at malke befolkningen, medens de selv skyldte staten millioner!

4. Hvem er de politiske og sociale aktører, der kan fremkalde de ændringer, du taler om?

Det er svært at sige. Her i Grækenland er der nemlig flere mennesker med klassebevidsthed end i andre dele af Europa, men det er stadigvæk ikke en så afgørende andel af befolkningen, at de kan fremkalde en grundlæggende forandring. Fagforeningerne – i hvert fald flertallet af dem – er tilknyttet de store partier – de konservative og socialdemokraterne – på nær PAME, som er tilknyttet kommunistpartiet. Problemet med dem er, at selv om de har ca. 10% af alle stemmerne, har de ingen nye idéer – de taler til et publikum, der består af folk, der var aktive i 50′erne. De opfordrer folk til at gå på gaden, fordi de ikke har anden mulighed; lederne er nødt til at adlyde deres eget folks vilje. Formanden for GSSE – en fagforening for ansatte i den private sektor – blev nærmest lynchet af hans egne menige medlemmer, da han forsøgte at få folk til at falde til ro under en demonstration. De har ikke stor mulighed for at udtrykke andet end den generelle holdning. Resten af venstrefløjen – og anarkisterne – prøver at passe ind i fagforeningsbevægelsen, og det er godt, for de opnår mere ved at arbejde politisk dér, hvor folket er, men det er ikke nok i sig selv … det burde de have gjort for mange år siden. Dengang demonstrerede anarkisterne kun i deres egne blokke og der var en del avantgardisme, men nu begynder de at demonstrere sammen med deres fagforeninger og med deres sociale bevægelser, og det er en god udvikling.

5. Nogle i medierne påstår, at protestaktionerne i Grækenland er ved at dø ud …?

Det er ikke, hvad jeg hører, og det skal strejken i morgen nok bevise. De bliver snarere stærkere. Men før eller siden vil der være behov for et hvil, selv om det ikke vil dø ud, for når sommeren kommer, vil en masse mennesker tage ferie, og måske kommer der nogle feriegratialer til pensionister osv., men man er nødt til at tage højde for, at selv om september er den varmeste måned i Grækenland, så har jeg på fornemmelsen at oktober vil være dobbelt så ophedet. Folk kommer tilbage fra ferie, gratialerne er brugt, overførselsindkomster og lønninger vil være lavere, og de vil stadig være i gang med at betale af på deres lån, og uddannelsessystemet vil være brudt sammen. Det bliver kun et kort hvil. Og der er også stadig den mulighed, at sommeren alligevel ikke kommer til at have en dæmpende virkning. I år er et særligt år; det er en særlig tid, og det her er bare spekulationer. Det er svært at forudsige, hvad der faktisk vil ske. Det er første gang, landet har været i sådan en knibe, selv om det har været undervejs de sidste 30 år.

6. Hvad tror du er de mulige udveje fra krisen?

Én mulig udvikling, som jeg gerne ser, er at Grækenland leder an på verdensscenen ved at opnå noget, som ikke er blevet opnået nogen andre steder. Jeg ønsker ikke at se mit land isoleret i en cubansk model med embargoer osv. Det, vi har brug for, er, at vi har held til at komme ud af de forpligtelser, som den kapitalistiske ledelse har påtvunget os: ud af NATO, ud med alle militærbaserne og de fremmede tropper, ud af IMF – uden at det skal blive til en konspirationsteori er jeg overbevist om, ud fra hvad vi har set i Latinamerika, at de kan gøre landet til en økonomisk forsøgskanin – og ud af EU, fordi der ikke er nogen mening med at forblive i et markedsfællesskab uden nogen egentlig solidaritet på et socialt niveau. Det er ikke et fællesskab for folket – vi bliver bare sat til at betale omkostningerne. Vi bor angiveligt under samme tag, men det er os, der lejer kælderetagen. Det er ikke et jævnbyrdigt forhold. Vi har brug for en folkeafstemning, og jeg tror, at mange mennesker vil stemme for ikke at betale, for det er ikke os, der er skyld i gælden. Det er markedsspekulanterne, politikerne og kapitalisterne, der var skyld i det her. Andet trin er at finde dem, der er ansvarlige og så give regningen videre til dem. Vi har også behov for at få opbygget uafhængige fagforeninger og for at demokratisere arbejderklassen, så de kan magte deres opgave med at uddanne, agitere og organisere sig. Jeg tror, at det kunne have en domino-effekt på andre lande, som fx Island – de har haft en folkeafstemning, og de bestemte sig for ikke at betale Holland og Storbritannien den gæld, som de i første omgang ikke selv var skyld i. Det var ikke folket, der skabte krisen – det var bankerne.

Men vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Vi mangler meget for at komme videre, men den værst mulige udvikling ville være, at militæret tager over. Det kunne betyde, at Grækenland ville blive smidt ud af EU på den værst mulige måde. Og på den måde kunne IMF indføre deres vilje gennem en diktator, ligesom USA har gjort tidligere. Det er det værst tænkelige, der kunne ske. Men jeg har på fornemmelsen, at hæren ikke har lyst til at skride ind; der er et bredere politisk spektrum inden for hæren nu om dage, hvilket ville gøre sådan en beslutning vanskelig. Men jeg kan ikke se, hvordan kapitalisterne ellers vil gennemtvinge reformerne. Folket har fået nok.

This page can be viewed in
English Italiano Deutsch
Neste 8 de Março, levantamos mais uma vez a nossa voz e os nossos punhos pela vida das mulheres!
© 2005-2019 Anarkismo.net. Unless otherwise stated by the author, all content is free for non-commercial reuse, reprint, and rebroadcast, on the net and elsewhere. Opinions are those of the contributors and are not necessarily endorsed by Anarkismo.net. [ Disclaimer | Privacy ]