Erklæring vedrørende den græske krise
Situationen i Grækenland er en forsmag på de sociale nedskæringer, der venter os alle. Denne politik er blevet vedtaget af alle de etablerede partier – fra ærkekonservative over liberale til socialdemokrater – af alle regeringer og af den globaliserede kapitalismes institutioner. Der er kun én måde at presse denne barbariske kapitalismes politik tilbage på: gennem brede direkte aktioner, gennem udvidelsen af strejkebevægelsen og ved at øge antallet af demonstrationer i hele Europa. [English] [Italiano] [Ελληνικά] [العربية] [Français] [Castellano] [Nederlands] [Čeština]
Lad os i stedet sætte kapitalisterne i skudlinjen: græske kapitalister genererer nogle af de største avancer i Europa takket være investeringer i de fattigere Balkan-lande, manglende social beskyttelse og kollektivt garanteret mindsteløn for græske arbejdstagere, for ikke at nævne landets gigantiske sorte beskæftigelsesøkonomi og en endnu større udbytning af migrantarbejdere. De græske kapitalister er også meget let beskattet på grund af den svage stat (i det mindste over for de rige) og den store korruption, som tillader svig og skatteunddragelse i massivt omfang. Det er således i lige mål op til de græske kapitalister selv at betale for denne krise.
Vi fordømmer også Den Europæiske Unions holdning. EU blev fremlagt for os som en garanti for fred og solidaritet mellem folkene, men nu viser det sit sande ansigt – nemlig at det fungerer som et ukritisk propaganda-agentur for neoliberalisme, i stik modstrid med begrebet demokrati. Så snart en økonomi kører fast i vanskeligheder, fordamper ethvert foregivende om solidaritet. Så ser vi bebrejdelser og anklager om slaphed fremført mod Grækenland i et fornærmende sprog, der grænser til det racistiske. Det “Europa, der beskytter os”, som liberale og socialdemokrater lovpriste, dengang Lissabon-traktaten skandaløst blev tvunget igennem (navnlig i Frankrig og Irland), lader nu til at være langt væk.
Hvad angår den egentlige beskyttelse, har EU og de finansielle institutioner forenet deres bestræbelser på at tvinge Grækenland til at nedlægge deres offentlige ydelser gennem spareprogrammer, som frembringer mindelser om IMF’s “Strukturtilpasningsprogrammer”: ansættelsesstop, fastfrysning af løn, privatiseringer og øgede moms-afgifter. I dag kræver EU, at pensionsalderen skal hæves til 67 – ikke blot i Grækenland, men også i andre lande – og truer tilmed bistandshjælpen. På denne måde åbner de nye markeder for investorer, samtidig med at de sikrer de rige investorers formuer på bekostning af arbejderklassens grundlæggende interesser. Det er den herskende klasses Europa – et Europa, som vi alle må arbejde sammen om at modsætte os.
Det er derfor, vi opfordrer folk over hele Europa til at tage del i initiativer i solidaritet med den græske arbejderklasse og med fremtidige ofre for bankernes amokløb.
Lad os svare igen med klassesolidaritet imod de værdier om grådighed og selvtilstrækkelighed, som Den Europæiske Union bygger på! Situationen i Grækenland er en forsmag på de sociale nedskæringer, der venter os alle. Denne politik er blevet vedtaget af alle de etablerede partier – fra ærkekonservative over liberale til socialdemokrater – af alle regeringer og af den globaliserede kapitalismes institutioner. Der er kun én måde at presse denne barbariske kapitalismes politik tilbage på: gennem brede direkte aktioner, gennem udvidelsen af strejkebevægelsen og ved at øge antallet af demonstrationer i hele Europa.